Sitemap
English
Bookmark and Share

Vil du på en rejse tilbage til Danmarks oldtid? Her kan du se nogle af de mange enestående genstande fra Nationalmuseets oldtidsudstilling. Du kan komme tæt på fortidens mennesker i livet og døden og på de kunstværker, som de skabte.


Oldtiden i Danmark dækker tiden fra 12.500 f.Kr. til 1050 e.Kr. Du kan vælge den periode, som interesserer dig mest, eller du kan gå på opdagelse i de mange historier. God fornøjelse!


Nogle af Nationalmuseets absolutte highlights stammer fra bronzealderen (1700-500 f.Kr.). Her kan du møde Egtvedpigen, som hun blev begravet i sin kiste en sommerdag i 1370 f.Kr. Du kan vælge at stille skarpt på menneskene fra Borum Eshøj eller snurre rundt med Solvognen fra Trundholm. Det er også her du kan læse mere om, hvordan bronzealderens mennesker gik klædt.

Jægerstenalderen i Danmark strakte sig over tidsrummet 12.500-3900 f.Kr. Nationalmuseet rummer en stor samling af oldsager fra denne periode. Her kan du møde uroksen fra Vig, der undslap jægerne for 9000 år siden. Eller du kan læse om ravbjørne, shamaner og om jægernes jagtmetoder.


De nye danske pengesedler får oldtidsfund som motiv - her 50´erne med Skarpsalling-karret.

De nye danske pengesedler, som udgives i 2009-2011, har motiver fra Danmarks oldtid. Her kan du se genstandene og læse mere om dem: 50 kr.: Skarpsalling-karret, 100 kr.: Hindsgavldolken, 200 kr.: Bæltepladen fra Langstrup og 1000 kr. Solvognen.

Hent en folder om alle genstandene på de nye danske pengesedler og tag en "økonomisk" tur på Nationalmuseet. Bronzespanden fra Keldby, som kommer på 500-kronesedlen, er nu også blevet en del af udstillingen.